fredag den 26. november 2010

Inspirationsdag

Onsdag var vi til inspirationsdag, arrangeret af Dansk Planteskoleejerforening, med blandt andet Adrian Bloom og Noel Kingsbury som talere. Adrian Bloom er kendt for at arbejde med floder af planter i sine designs. Det er der ide i, da man får et lavt bånd imellem sine stauder, som gør at man kan se på en ny måde ind i staudebedet. En anden ting han lægger vægt på er hvordan haven ser ud om vinteren og det er utroligt som man ved at lege med planter kan skabe farver hele året. Hans brug af cornus er et rigtigt godt eksempel. Nogle af hans kombinationer er lige farverige nok for vores smag, men inspirerende er det. Adrian Blooms har for nylig sendt en bog på markedet der handler om robuste planter der kan anbefales i haven. 'Bloom's Best Perennials and Grasses: Expert Plant Choices and Dramatic Combinations for Year-Round Gardens'

Noel Kingsbury er kendt for sit samarbejde med Piet Oudolf, og deres bog 'Planting Design: Gardens in Time and Space' er en dejlig smuk bog og kan få en til at helt glemme vejret udenfor. Noel Kingsbury går en del op i hvor meget tid der skal bruges for at vedligeholde stauder og deres levelængde. Man kan tydeligt mærke hans tilgang til stauder og design måske er lidt mere akademisk. Han har lavet en ganske spændende studie af en række forskellige stauders levetid. F.eks. er echinacea som der er så uhyre populære som regel relativt kortlivede. Tyskerne er langt foran andre på at lave den slags studier, og som han sagde så er Hermanshof  i Weinberg, et must at besøge.

Det var en rigtig god dag, så masser af ros til arrangørerne. Vi fik masser af inspiration med hjem, både til måden vi beskriver vores planter på, og planter vi simpelthen må have. Men også en masse gode ideer til vores egen have. Og mon ikke der sniger sig en lille flod af storkenæb og et parti med cornus ind et sted...

torsdag den 25. november 2010

Sne sne sne

En af de bedste ting ved at bo på landet er at sneen er hvid og ikke en grå snask som inde i byen. Den ligger lige nu som blød pudder over landskabet.  Smukt er det, meen det er pokkers det skulle komme nu. Vi mangler at lave en masse og kunne godt have brugt lidt længere tid uden frost. Lige nu står f.eks 200 bøgehækplanter og venter på at blive sat, og forhåbentlig kan de komme i jorden i weekenden selvom de lover kraftig sne.  Bøgeplanterne skal danne en stor cirkel mellem takshækkene og være forbindelsesleddet mellem de forskellige dele af planteskolen. I fremtiden vil det også være hovedindgangen til planteskolen og til det nye haveanlæg der er undervejs. I det hele taget har vi plantet en masse her i efteråret. Vi har så småt taget fat i at få bakken tilplantet med stauder, buske og træer. det bliver helt vildt at se på og vil nok tage et par år at få færdigt tilplantet, da der er mange mange tusind planter der skal sættes, men forhåbentlig bliver det inspirerende og en oplevelse for jer der besøger os. Vi glæder i hvertfald til at lave mere på det, når vi kan komme i jorden til foråret.

fredag den 12. november 2010

Så kom tilladelsen

Det har taget lidt tid, men nu kom så endelig tilladelsen fra kommunen. Så vi kan glæde vores kunder med det bliver nemmere at finde os. Næste år er der nemlig fine fine vejskilte der står planteskole på -helt ude fra Slagelsevej af.

tirsdag den 9. november 2010

Ynkelig ?

Søndag slagtede vi høns. Engang imellem får vi spørgsmålet om hvordan vi dog nænner det, eller kommentarer som - ih det er da ulækkert. Indrømmet de første 10-15 stykker var også et stort følelsesmæssigt drama, og nej at tage indvolde ud bliver ALDRIG lækkert. Men vi læste engang et eller andet sted at hvis man kunne gå ned i supermarkedet og købe en KZ-kylling som har haft et rædsomt dårligt liv, men ikke var i stand til at slagte og spise sine egne høns som har haft et frit liv i luksus og med al den naturlige adfærd der nu hører til at være en høne - ja, så var man ynkelig. Ordet ynkelig kører nu nærmest som et mantra når det er tid for slagtning.  At sende lam til slagtning eller kappe hovedet af høns vil aldrig være noget der er sjovt, men vores dyr har et godt liv, og ja vi forkæler dem nok en del. Så når vi spiser dem har vi rigtig god samvittighed, og nå ja så gør det da heller ikke noget at kvaliteten er en hel anden end den man ellers kan købe sig til. Så næste søndag er det ændernes tur.