fredag den 26. november 2010

Inspirationsdag

Onsdag var vi til inspirationsdag, arrangeret af Dansk Planteskoleejerforening, med blandt andet Adrian Bloom og Noel Kingsbury som talere. Adrian Bloom er kendt for at arbejde med floder af planter i sine designs. Det er der ide i, da man får et lavt bånd imellem sine stauder, som gør at man kan se på en ny måde ind i staudebedet. En anden ting han lægger vægt på er hvordan haven ser ud om vinteren og det er utroligt som man ved at lege med planter kan skabe farver hele året. Hans brug af cornus er et rigtigt godt eksempel. Nogle af hans kombinationer er lige farverige nok for vores smag, men inspirerende er det. Adrian Blooms har for nylig sendt en bog på markedet der handler om robuste planter der kan anbefales i haven. 'Bloom's Best Perennials and Grasses: Expert Plant Choices and Dramatic Combinations for Year-Round Gardens'

Noel Kingsbury er kendt for sit samarbejde med Piet Oudolf, og deres bog 'Planting Design: Gardens in Time and Space' er en dejlig smuk bog og kan få en til at helt glemme vejret udenfor. Noel Kingsbury går en del op i hvor meget tid der skal bruges for at vedligeholde stauder og deres levelængde. Man kan tydeligt mærke hans tilgang til stauder og design måske er lidt mere akademisk. Han har lavet en ganske spændende studie af en række forskellige stauders levetid. F.eks. er echinacea som der er så uhyre populære som regel relativt kortlivede. Tyskerne er langt foran andre på at lave den slags studier, og som han sagde så er Hermanshof  i Weinberg, et must at besøge.

Det var en rigtig god dag, så masser af ros til arrangørerne. Vi fik masser af inspiration med hjem, både til måden vi beskriver vores planter på, og planter vi simpelthen må have. Men også en masse gode ideer til vores egen have. Og mon ikke der sniger sig en lille flod af storkenæb og et parti med cornus ind et sted...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar