tirsdag den 22. november 2011

Tegneserietræet og de andre sjove

På denne årstid lægger man rigtig mærke til træerne med det sjove, mærkelige og anderledes udseende. Hos os har vi f.eks. en korkelm som vi i mange år har kaldt for et tegneserietræ fordi det var helt og aldeles fladt som - et tegneserietræ. De sidste par år er der dog sket lidt mere og det ligner efterhånden et rigtigt træ.  Det skulle blive pænt højt, men det er helt fint. Det skulle også sætte en mængde rodskud men det er ikke noget vi har set endnu.

Barken er helt fantastisk og træet er nu så stort at vi begynder at kunne bruge dets grene i dekorationer.

Vi er så også så heldige at have en gigantisk stor troldhassel som vi sidste år begyndte at stamme op da den står klos op af huset og skyggede en del. Den er nok cirka 4 meter høj efterhånden og næsten lige så bred.  Husk lige størrelsen hvis du skal til at plante en ! Den skal så i år have den sidste beskæring så den bliver til et harmonisk træ. Den giver de herligste nødder i ganske store mængder og fuglene elsker dens tætte krone. Den har ikke smidt bladene endnu i år men her er et billede fra et par år siden hvor der var kraftig rimfrost.